Udstilling på Nysted Bibliotek   november 2020


Efter en del coronarelaterede problemer endte det alligevel med, at min udstilling af et udvalg af mine skåle kom på plads. Se: Beskrivelse af arrangementet på bibliotekets website.

Vi stillede tingene op den 2. og 3. november på første salen i det smukke, gamle Clausens Pakhus opført i 1807, hvor biblioteket har til huse, på Adelgade 11 of 17 i Nysted.

Efter nogen overvejelse valgte jeg at begrænse mig til skåle af 6 forskellige træsorter: Kirsebær, Valnød, Elm, Æble, Rødeg og Taks.

De udstillede skåle blev ledsaget af en række plancher, som dels kort beskriver min egen vej til trædrejning, dels hvad der kræves for at starte en karriere som trædrejer.
Billederne herunder viser udstillingen. Klik på billederne for at forstørre dem.

Figur 1. Oversigt
Figur 2. Kirsebær.
Figur 3. Valnød.
Figur 4. Elm
Figur 5. Navneskilt.
Figur 6. Æble.
Figur 7. Taks.
Figur 8.Rødeg.
De udstillede skåle er ikke til salg under udstillingen. Hvis du vil have en ide om pris og træsort, er de fleste af de færdige skåle mærket i bunden med disse oplysninger, mens de ufærdige ikke er til salg endnu.

Hvis du vil købe en af mine skåle, må du henvende dig til mig enten under udstillingen eller aftale et besøg i værkstedet og selv hente skålen efter udstillingen.

Fremstilling af drejede træskåle er en personlig proces og er - i langt de fleste tilfælde - en stor tilfredsstillelse, når man står med den færdige skål i hånden efter flere måneders spændt forventning - og skålen er helt perfekt.

Jeg antager, at andre, der beskæftiger sig med noget, der nærmer sig kunst, har samme forhold til det færdige resultat. Lidt højtravende måske; men der ligger lidt mere end blot en ”skål af træ” i det færdige resultat, der ligger måske også lidt af mig selv og min fascination af træets liv og død.

I en tid som vores, hvor alt helst skal gå hurtigt, automatisk, være 3d-printet - eller i det mindste komme ud af en eller anden maskine, mener jeg at gammeldags håndværk repræsenterer en lidt anden tilgang til tingene.

Dét, at en levende person har haft tingene i hånden, har overvejet om siderne på skålen skulle være rette eller buede, vurderet hvordan træklodsens åretegning bedst vil komme til sin ret, ja, dét vil det være svært, at få en maskine til at gøre.

Derfor, skal du bruge en skål, så køb en af plastik, som vil opfylde sin mission til perfektion. Vil du derimod have en levende genstand, som har sin egen historie, som er rar at holde på, og som endda kan bruges ved festlige lejligheder, ja, så er det måske en af mine skåle du søger efter.

Du er så sikker på, at du er den eneste i verden, der har netop dén skål med dens specielle form og åretegninger. Og hvis du besøger mig, kan du endda få at vide, hvor i skoven træet til skålen stod.


PS Skulle nogle have kommentarer og/eller gode ideer, er I meget velkomne til at skrive til mig på: swr@krattet.dk


Tilbage til trædrejning:  NYHEDER - KONTAKT - FIND