Reparation af revner mm

Meget af det træ jeg anvender til fremstilling af skåle er temmelig "frønnet" med svampeangreb, revner og knasthuller.

Jeg har derfor brugt en hel del tid på, at finde metoder til at udføre reparationer af "fejl" i træet, som ikke skæmmer den færdige skål. Om det er lykkedes er jeg af og til selv i tvivl om, men efter ret mange eksperimenter bilder jeg mig ind, at flere af de reparerede skåle faktisk er ret vellykkede.

Målet er naturligvis at "redde" skålen på en måde, der ikke bærer præg af lappeløsninger, men tværtimod fremhæver træets forskellige, "naturlige" skrammer.

En anden side af problemer er, at det "frønnede" træ ofte er næsten umuligt at dreje uden at der opstår dybe tear-outs, som kræver omfattende slibearbejde bagefter. Så metoder, der samtidig med reparationen også genopretter træets styrke, er naturligvis optimalt. Om mine forskellige reparationer er lykkedes, kan du se på denne side.

Det passer mig i øvrigt meget godt, at der kræves lidt eksperimenteren, opfindsomhed og fingerfærdighed undervejs til den færdige skål.

Se også mit indlæg under "VÆRKSTEDET I DAG"

om Reparation af revner? - Eller halvskål.
om Reparation af revner og skader - mirabelleskål.
om Reparation med PU lim og oxydsort - kirsebærskål.

Reparation af løse knaster

Et problem, når man udelukkende arbejder i friskt, grønt træ fra danske skove, er, at der ikke så sjældent er knaster i træet. Naturligvis kan man kassere de kævler, som indeholder knaster. På den anden side giver en knast, efter min mening, en ekstra kvalitet til den færdige skål, hvis knasten kan sikres, så den ikke falder ud efter skålen er færdig.

Fire billeder der viser, hvordan løse knaster kan sikres med Araldit. På billedet længst til højre ses, hvordan reparation ser ud på den færdige skål.

Billedet til venstre viser den oprindelige knast, som stammer fra en vissen gren i træet, efter skålens yderside er drejet. Knasten går hele vejen igennem til indersiden og vil efter al sandsynlighed falde ud før eller senere, hvis der ikke gøres noget ved den.

På billede 2 fra venstre er knasten dækket med langsomt tørrende Araldit omhyggeligt blandet og smurt på knasten. Billede 3 viser hvordan den seje, tyktflydende Araldit gøres letflydende ved forsigtig opvarmning med en varmepistol.

Samtidig skifter Aralditen farve fra mælkehvid til mørkebrun, nogenlunde den samme farve som den tørre knast.

Det sidste billede viser knasten efter hærdning af Aralditen og færdigdrejning, slibning og oliebehandling af skålen. Aralditen er løbet helt igennem til indersiden og sørger for, at knasten sidder helt fast, uden at reparationen gør alt for meget reklame for sig selv.

Reparation af revner I

Selv med den mest forsigtige tørring af træet efter grovdrejningen sker det, at der opstår revner under tørringen. Det er - for at sige det mildt - ret irriterende: Skal man smide det halvfærdige emne i brændekurven eller forsøge at reparere revnen på en eller anden måde.

Efter en del overvejelser er jeg nået til den konklusion, at det er umuligt, at forsøge at skjule revnerne med Araldit eller andet tilsvarende fyldmiddel. Det vil - i mine øjne - have den modsatte effekt: Man vil med det samme bemærke revnen og reparationen; og dermed opnå den modsatte effekt.

Reparation med Araldit + Oxydsort

I stedet for har jeg lavet et forsøg med en fuglekirsebærskål med en lang tørrerevne. Skålen har stået i værkstedet i lang tid på vej til brændekurven.

Billederne herunder (fra venstre mod højre) viser først den oprindelige revne. På det næste billede er revnen savet igennem med en stiksav. På det følgende billede er snittet på skålens yderside dækket med malertape.

Dernæst er revnen fyldt op fra indersiden af skålen med Araldit blandet med Borup oxydsort.

En advarsel: Oxydsort er helt utrolig sort! Og er du ikke forsigtig med håndteringen, vil du opdage, at du selv og dit værksted meget hurtigt får sorte aftryk.

Oxydsort købes meget billigt i 1 kg beholdere hos Borupkemi. Et kg rækker til flere milliarder reparationer. Tilsvarende pulverfarver fås hos Borupkemi i fire farver: Sort, brun, gul og rød og er egentlig beregnet til at farve beton.

Fire billeder der illustrerer mit forslag til forvandling af en kedelig tørrerevne i fuglekirsebærskål til en sort streg, der ser ud som om den er lavet med vilje (hvad den faktisk også er...).

Blanding af Araldit med oxydsort (Fe3O4) er meget sort! Så det er en god ide, at udføre arbejdet med handsker.

Revnen blev fyldt ad flere omgange med drejebænken kørende indimellem for at slynge blandingen til bunds i den opsavede revne.

Endelig blev skålen drejet færdig, slebet med den sædvanlige sekvens fra korn 60 til korn 600 og slutbehandlet med flere gange Danish olie.

Der var ingen problemer med at dreje det hærdede, overskydende sorte Araldit væk. Og vedhæftningen til træet er udmærket.

Det er nok en fordel at udføre reparationen på et tidspunkt, hvor der stadig er nogle millimeter tilbage på begge sider af skålen at dreje af inden slibningen.

Her ses to eksempler på reparation af revner i asketræskåle. De oprindelige revner i skålene var meget brede og krævede savning med stiksaven to gange for at fjerne "revnen". Endepunktet af revnen blev inden savning boret op med et 6 mm træbor.

Der er overhovedet ingen tendens til at fyldningen løsner sig fra det omgivende træ, ligesom drejningen og den efterfølgende slibning for at fjerne overskud af Araldit + oxydsort er helt problemfri.

Om man kan lide resultaterne af reparationerne, er naturligvis en smagssag. Men alternativet (pejsebrænde!) taget i betragtning, er jeg ikke helt utilfreds med metoden.

Reparation med limpistol

Jeg har netop (juni 2015) anskaffet mig en limpistol fra firmaet Bøgh Consult, som fremstiller og forhandler en hel række produkter til reparation af skader i træ. Blandt andet kan de levere reparationslim, i en lang række forskellige farver.

Jeg er meget spændt på, om den skål af Ahorn med flere alvorlige tørreskader (den var faktisk på vej til brændeovnen), som jeg har drejet færdig til formålet, kan reddes. Reparationen er vist på billedet herunder og er efter min egen mening ret vellykket.

På billedet ses en ahornskål med en omfattende tørreskade i kanten. Reparationen er udført med en limpistol forsynet med en sort limstang, specielt udviklet til reparation af knasthuller. Firmaet Bøgh Consult har specialiseret sig netop i denne form reparation, der blandt andet anvendes i produktion af trægulve. Limen fås i en mængde forskellige "træsorter".

Jeg har med vilje anvendt sort reparationslim, der tydeligt adskiller sig fra det omgivende træs farve for dermed at markere, at revnen er udbedret. Den modsatte løsning, nemlig at forsøge at ramme træets oprindelige farve vil aldrig kunne få revnen til at forsvinde helt. Så hellere fremhæve, at skålen er repareret...

Stabilisering af nedbrudt træ

Blandt de emner jeg har forsøgt at fremstille skåle af, er en del meget vanskelige kævler. Især har det ahorntræ, der har leveret materialet til en hel del skåle, været genstridigt. Veddet er temmelig svampeangrebet og indeholder i tilgift en del barkinklusioner, som er ret løst forankret i det omgivende ved.

Som allerede beskrevet i forbindelse med holderen til båndpudseren, er traditionel bearbejdning med drejestål forbundet med vanskeligheder. De løse barkinklusioner er tilbøjelige til at falde ud under drejningen og dermed resultere i huller i overfladen.

Nogle af kævlerne er faktisk så "løse", at der er risiko for, at det hele falder fra hinanden undervejs. Det er derfor en god ide, at være opmærksom på sikkerhedsforanstaltningerne (skærm og/eller sikkerhedsbriller) under drejningen.

I et forsøg på, at redde disse skåle, har jeg spekuleret på, hvorledes det kunne lade sig gøre på andre måder end ved at anvende de sædvanlige reparationsmidler (Araldit, reparationslim, CA hurtiglim).

Danish oil som stabiliseringsmiddel

Jeg har stort set udelukkende anvendt Danish oil til slutbehandling og har bemærket, at spildte dråber af Danish oil på mine arbejdsborde er næsten umulige at fjerne, når olien er hærdet. Mekanisk bearbejdning med en skraber samt forsøg på at opløse olien er stort set umulig - hvis man da ikke har lyst til at slibe pletten væk med sandpapir.

Det slog mig derfor, om ikke Danish oil kunne anvendes til at stabilisere de "løse" ahornskåle efter grovdrejning og tørring.

Det øverste billede viser grænsen mellem den drejede overflade (nederste del af skålen) og den båndpudsede del af overfladen (øverste del af skålen). Billedet illustrerer tydeligt, at selv drejning med et nyslebet drejestål genererer en meget "flosset" overflade, og at båndpudseren effektivt bortsliber tear-outs og genererer en jævn overflade.

De to billeder nedenunder viser segmenter af to forskellige skåle behandlet med 2 lag Danish oil (venstre billede) og én behandling med fortyndet olie (højre billede). Når begge skåle er behandlet med to lag olie, får de lov til at tørre/hærde ved stuetemperatur i adskillige dage inden bearbejdningen fortsættes.

Det er så tanken, at dreje indersiden færdig i håbet om, at den hærdede Danish oil er i stand til at holde sammen på de "løse" områder af skålen under slutbearbejdningen og den afsluttende slibning.

Det vil selvfølgelig være nødvendigt, at styre sin utålmodighed og vente med den afsluttende bearbejdning til olien er helt hærdet. Muligvis vil det også være nødvendigt, at behandle skålene med et lag ufortyndet olie for at være helt sikker på, at den mekaniske styrke er tilstrækkelig.

De fire billeder illustrerer behandlingen med Danish oil. Olien blev fortyndet med ca. 20% terpentin og penslet på den grovdrejede og båndpudsede, udvendige overflade. Indersiden blev oliebehandlet uden at den grovdrejede overflade blev yderligere bearbejdet.

Hvordan mon de færdige skåle kommer til at se ud?

Hvordan skålene kommer til at se ud, når de er helt færdige, ved jeg selvfølgelig ikke endnu; men jeg er ret optimistisk. Jeg tror/håber ikke, at dét, at oliebehandlingen er sket ad flere omgange, vil kunne ses på den færdige skål. Jeg har endnu til gode at erfare, om færdigdrejningen og den afsluttende slibning vil give anledning til problemer.

De to øverste billeder viser to af skålene med de mange barkinklusioner. Det nederste er et segment fra den tredje skål. Billederne giver forhåbentlig et indtryk af det færdige resultat af stabiliseringen med Danish oil.

Jeg blev omsider færdig med de fire meget vanskelige skåle efter stabilisering af de grovdrejede emner med Danish oil. Det viste sig, at stabiliseringen fungerer helt efter hensigten. Alle de kritiske dele af de grovdrejede skåle blev hvor de var, både ved slibning af ydersiden og under afdrejning og slibning af indersiden.

Indersiden blev drejet meget forsigtigt med en meget skarp bowl-gouge ved lav hastighed (4-500 rpm).

Finslibningen både udvendigt og indvendigt startede med korn 60 og sluttede med korn 400. En (af de få) fordele ved at arbejde med delvis nedbrudt træer er, at det er forholdsvis nemt at slibe det bløde træ.

Den eneste skønhedsplet på de færdige skåle var, at indersiden af skålene ikke havde helt den ønskede, facon. Overfladen var ganske vist helt glat uden tear-outs efter slibningen, med desværre med enkelte, svage "bølger" fra centrum mod randen, som man nok bliver nødt til at leve med.

Der mangler så kun at gøre bunden af skålene færdig. Det venter jeg mig nu ikke nogle problemer med.

Alle 12 ahornskåle som udgør er den sidste rest af træet fra det svampeangrebne asketræ vi selv fældede for et par år siden. Skålene er færdigbehandlet med Danish oil og mangler kun at få bunden drejet færdig og overfladebehandlet.

Disse skåle er efter min egen mening de smukkeste, som jeg til dato (februar 2016) har fremstillet. De er meget tæt på at være "perfekte" - efter min egen målestok.

Reparation af revner II

En variation af den foregående beskrivelse af udbedring af revner i grovdrejede og tørrede skåle blev for nylig afprøvet på en meget vellykket, 28 cm stor skål af Valnød. Bortset fra nogle få ikke-kritiske revner havde træet løsnet sig langs en af årringene 5-6 cm fra kernen i den ene side. Der var derfor en alvorlig risiko for, at den centrale del af skålen ville falde ud langs den løse årring under færdigdrejning og slibning.

Savklingen fra en juniorsav med tværtappen fjernet, som blev anvendt til at oprense/udvidde revnen. Tykkelsen af klingen er ca. 0.5 mm.

Senere viste det sig, at slibning af begge klingens sider på en båndpudser fjernede klingens udlægning, hvilket gjorde det lettere, at rense meget smalle revner.

Skålens væg var omkring 20 mm tyk og revnen gik hele vejen fra inder- til yderside. Det var således ikke alene et kosmetisk problem, men i høj grad et spørgsmål om skålen i det hele taget kunne gøres færdig uden at falde fra hinanden.

Metoden beskrevet under "Reparation af revner I" var i princippet anvendelig, men næppe uden videre tilstrækkelig. Revnen i valnøddeskålen var meget smal, så smal faktisk, at Araldit + oxydsort blandingen næppe ville kunne trænge/slynges hele vejen igennem revnen.

Derfor blev revnen først meget forsigtigt renset/udvidet med en løs, fintandet klinge fra en "junior" sav, hvor den lille tværtap var fjernet. Tykkelsen af klingen er omkring 0.5 mm og klingen blev holdt i hånden under oprensningen af revnen.

De remedier som er anvendt til reparation af revner: Langsomt hærdende Araldit, oxydsort pulver (som er meget sort!), 1 ml sprøjter, plastsnapsglas til blanding af Araldit og Oxydsort, varmepistol til opvarmning af Aralditblandingen så den kan suges op i sprøjten, en skruetrækker til dosering af oxydsort samt køkkenrulle til at aftørre spidsen af sprøjten efter opsugning af Araldit.

Desværre glemte jeg i skyndingen at tage billeder undervejs, men billedet herunder viser det færdige resultat, som blev opnået som følger: Skålen blev forsynet med malertape hen over revnen på ydersiden.

De to komponenter af langsomt hærdende Araldit blev blandet med oxydsort og derefter opvarmet forsigtigt med en varmepistol for at sænke Aralditens viskositet.

Endelig blev den færdige, lunkne blanding suget op i en 1 ml sprøjte og derefter trykket ned i revnen fra indersiden. Derefter blev skålen kørt i få minutter ved 800 rpm. Fyldning med efterfølgende centrifugering blev gentaget indtil revnen var helt fyldt op.

Som det ses på billedet, var det tydeligt, at revnen var helt fyldt op. Malertapen var farvet sort i et smalt spor, som svarede til den løse årring. Selv de ganske fine dele af revnen i begge ender var tydelig sorte på ydersiden, hvilket betyder, at fyldningen af revnen var helt fuldstændig.

Fire billeder som viser reparationen: Fig. 1. (øverst) viser revnen fra indersiden af skålen. Den overskydende Araldit vil blive fjernet, når skålen drejes færdig på indersiden. Fig. 2. (næstøverst) viser ydersiden af skålen med et tyndt lag sort Araldit efter malertapen er fjernet. Fig. 3. (næstnederst) Ydersiden af skålen efter afdrejning af skålen. Bemærk den smalle, sorte revne, som er helt fyldt med sort Araldit. Fig. 4. (nederst) Efter oliering med Danish oil er det næsten umuligt, at se den sorte, reparerede revne. Alt i alt et meget tilfredsstillende resultat.

Den færdige skål af Valnød stadig siddende på drejebænken mens overfladebehandlingen med Danish oil gøres færdig. Den blev da meget vellykket?

Og dermed blev der slået to fluer med ét smæk: Revnen er stort set usynlig efter færdigdrejning og slibning (veddet var i forvejen meget mørkt på begge sider af revnen) og træets styrke blev fuldstændig genoprettet så risikoen for ulykker under færdigdrejningen var fjernet.

Så alt endte lykkeligt. Den revnede skål blev reddet og endte som en meget smuk valnøddeskål.

Jeg er i øvrigt meget glad for denne type erfaringer idet langt det meste træ, som jeg anvender til mine skåle, er fra gamle træer, med mange spor af tidens tand i form af begyndende - eller mere fremskreden - forfald.

Prisen for at anvende den slags træ, er naturligvis en masse besvær med at "redde" træet og undgå at revner og halvrådne områder i veddet spolerer skålen. Så erfaring med forskellige redningsmetoder er uvurderlige, men ikke altid så nemme at opnå.

Belønningen på den anden side - hvis redningsprocessen lykkes - er smukke, unikke skåle, der indeholder indeholder en del af historien om træets liv.

At dreje en skål af perfekt, sundt træ er selvfølgelig langt nemmere og mindre udfordrende - og resulterer i skåle, som er helt uden "mislyde" - som nogle ville betegne revner, råd, barkinklusioner mv. - men som ikke på samme måde fortæller træets historie.

At skåle af "frønnet" træ nødvendigvis må have lidt tykkere vægge for ikke at blive alt for skrøbelige, er en ulempe, man er nødt til at acceptere.

Måske denne fremgangsmåde ville blive endnu mere effektiv, hvis man på skålens inderside lavede "volde" af nogle smalle strimler malertape på hver side af revnen - og kun fyldte Araldit mellem tape-strimlerne. Det ville formentlig reducere mængden af Araldit, hvis der kun påføres lun Araldit direkte oven på revnen.

Endelig vil jeg forsøge på at undersøge balancen mellem opvarmning og hærdning af Araldit. Højere temperatur øger viskositeten - og dermed indtrængningen i revnerne - men reducerer samtidig hærdningstiden, så Aralditen stivner/hærder hurtigere. Så en passende balance mellem hærdningstid og viskositet er helt afgørende for metodens anvendelighed.

Mere om reparation af revner...

Jeg er for tiden (1. februar 2017) ved at gøre de sidste 7 af de i alt 19 skåle, der kom ud af det væltede valnøddetræ fra naboens have, færdige.

Som billederne nedenfor viser, var der mange revner og løse områder i den centrale det af det mørkebruge kerneved. Det var tydeligt at se, at træet ikke havde det godt at dømme efter de mørkfarvede revner, der udgik radiært fra centrum. Den store skål (290 mm i diameter efter færdigdrejning af ydersiden) var specielt ramt i så høj grad, at der var risiko for, at det hele faldt fra hinanden under færdigdrejning og slibning.

Som det kan ses på det nederste billede, lykkedes det meget fint at udfylde/stabilisere det "hullede" område på skålen, uden at reparationen gør ret meget væsen af sig. Læg mærke til, at selv forholdsvis smalle revner et fyldt helt ud.

Så metoden med at centrifugere lun Araldit fra indersiden af skålen fungerer ganske udmærket.

Først blev de større revner oprenset med den fintandede savklinge fra en juniorsav. Den bølgede udlægning af savklingen blev forinden slebet væk med båndpudseren, så klingen blev så smal som muligt.

Som billederne viser, er de gennemgående revner og huller derefter omhyggeligt forseglet med malertape på ydersiden af skålen. Der blev også lavet en "kant" af tape, som ragede op over den indvendige side af skålen for at forhindre, at den flydende Araldit blev kastet/slynget ud over værkstedsbordet.

Endelig blev Aralditen (langsomthærdende) blandet med oxydsort fordelt over revnerne og forsigtigt lunet med en varmepistol, hvorefter skålen blev drejet med ca. 800 rpm i drejebænken i nogle minutter for at slynge Araldit til bunds i revner og huller. Drejebænken blev stoppet og revner og huller fyldt efter med Araldit, lunet og igen centrifugeret med 800 rpm. Processen blev gentaget indtil alle huller og revner var fyldt helt op.

Efter fyldningen med Araldit bliv skålene parkeret på højkant indtil Aralditen var hærdet så meget, at den ikke længere flød. De skåle med to modstående reparationer blev med korte mellemrum vendt så Araditen ikke igen løb ud af revnerne.

Endnu en reparation af revner...

Endnu et eksempel på reparation ved centrifugering af lunet Araldit fra inder- til ydersiden af skålen. Billedet til venstre viser reparationen set fra skålens inderside, mens billedet til højre viser reparationen fra ydersiden. Randen af skålen ses på begge billeder henholdsvis helt til venstre og helt til højre.

Bemærk hvor fint den sortfarvede Araldit fylder selv ret fine revner hele vejen gennem væggen. Og som jeg muligvis allerede har beskrevet et eller andet sted ovenfor, er fyldning på denne måde ikke kun af kosmetisk værdi. Træets styrke genetableres også i det reparerede område.

Billederne ovenfor er begge taget før skålen blev overfladebehandlet. Efter overfladebehandling, er det meget svært, at se reparationen, idet revnerne omgivet af det mørkfarvede ved i disse valnøddeskåle var opstået allerede før træet blev fældet og kun i mindre grad blev forværret under tørringen af de grovdrejede skåle.

De hvide "prikker" i reparationerne er meget små fordybninger, som er fyldt med lyst slibestøv. Ved overfladebehandlingen vil de blive farvet af olien og vil ikke være synlige.

Udfyldning af fine revner i træet

Det sker af og til at tørringen i mikrobølgeovnen har været lidt for aggressiv. Resultatet er meget fine, korte revner, som ikke når kanten af skålen, men udelukkende opstår i selve veddet, ind imellem i små eller større områder.

Fine revner i en Taksskål. Træet har ligget lidt for længe i skovbunden (mere end et år) med den side, der senere blev til siden i denne skål, mod den fugtige skovbund. Resultatet blev en mængde fine revner efter tørringen.

Og selvom revnerne måske ikke er specielt usynlige, gør de i mine øjne ikke skålen til pejsebrænde. Man kan se revnerne, men for mig er de med til at fortælle lidt af træets historie og støder ikke mine øjne. Du kan se skålen i fuld figur på dette slideshow

Jeg anvender her to metoder, lidt afhængigt af, hvor brede revnerne er. Er revnerne meget fine, sliber jeg skålen med korn 240 sandpapir og behandler behandler hele skålen med Danish oil (som jeg er endt med at anvende til overfladebehandling af alle mine skåle) uden først at blæse støvet væk med trykluft.

Olien vil binde slibestøvet i de fine revner og medføre, at revnerne er næsten usynlige. De efterfølgende 2-4 mellemslibninger med 0000 ståluld og oliebehandling vil efterfylde revnerne, så de ender med at være i plan med den øvrige overflade.

Er revner lidt større, anvender jeg hurtighærdende Araldit samt slibning umiddelbart efter Aralditfyldning (altså inden hærdningen er afsluttet) med sandpapir korn 240, gerne med brugte rondel, ide rondellerne i starten hurtigt bliver tilstoppede af Araldit/støvblandingen og må udskiftes.

Er skålens overflade allerede færdigslebet, vil man opdage, at Araldit meget hurtigt trænger ned i det nyslebne træ og efterlader kedelige skygger på begge sider af revnen, som er meget svære at fjerne igen.

Bruger man som jeg, Danish oil til overfladebehandling er det derfor en god ide, først at behandle området omkring revnen med olien i sparsom mængde hvorved indtrængning af Araldit forhindres. Først når olien er hærdet, fyldes revnen med Araldit. På den måde undgår man en del slibning bagefter.

Flere reparationer

Jeg fik for nogle år siden et stort takstræ af skovfogeden på Krenkerup. Vi hentede straks de bedste stykker men lod desværre flere knapt så attraktive stykker ligge i skovbunden.

Det viste sig, at det nyfældede takstræ resulterede i mange meget smukke skåle og vi fortrød, at vi havde ladet resten af træet blive ligge i skoven. Vi hentede derfor et årstid senere resten af træet, skar det op, savede stykkerne cirkulære og anbragte dem i hver sin lukkede affaldspose ved stuetemperatur (18-20 grader) og luftfugtighed på 50 - 60%.

Efter anskaffelse af Stratos drejebænken i efteråret 2018 er jeg begyndt at dreje skåle af disse taksemner. Det viste sig, at træet ikke havde haft godt af at ligge på den fugtige skovbund i et helt år. Der var en del ret dybe revner på den side af træet, der havde været i kontakt med den fugtige skovbund. I nogle tilfælde var revnerne så dybe, at der var risiko for, at hele stykker af emnet ville rive sig løs under drejningen.

I det følgende er beskrevet hvordan revnerne blev repareret/fyldt med langsomthærdende Strong Epoxy Professionel. Det lyder ret banalt, men viste sig at være ganske besværligt, idet det krævede to fyldninger med et døgns mellemrum, det vil sige hele to døgn.

Taksemne med dybe revner i bunden. På det øverste billede til højre ses den første reparation med langsomthærdende Strong Epoxy Professionel. Denne reparation var primært for at forhindre, at træet flækkede og stykket omgivet af revnerne forlod resten af skålen.

Billedet nederst til venstre viser den delvis fyldte revne. Til højre ses skålen med resten af revnerne fyldt, men endnu ikke slebet.

Taks er notorisk vanskeligt at dreje (for undertegnede). Tear-outs opstår meget nemt i Taks og er meget vanskelige, at fjerne igen. Derfor anvendte jeg min "sikre" metode og sleb den overskydende epoxy væk med båndpudseren (se: Holder til båndpudser) som ganske vist støver overdådigt - selv med spånsugeren kørende og båndpudseren tilsluttet en støvsuger. På denne måde blev den overskydende, hærdede epoxy slebet væk og træets styrke genetableret:

Bunden af taksskålen efter fyldning af begge de dybe revner, båndslibning og den efterfølgende slibning med sandpapir til og med korn 400. Revnerne bliver selvfølgelig ikke usynlige, men da de er opstået i i forvejen mørkfarvede bånd, er resultatet efter min mening ganske acceptabelt.

Jeg skulle måske nævne, at epoxyen efter blanding af de to komponenter, blev opvarmet - forsigtigt - med en varmepistol for at øge viskositeten inden den forholdsvis tyndtflydende epoxy blev suget op i en 3 ml sprøjte, der blev anvendt til at fordele epoxyen i revnerne.

Processen tager en mindst en time, idet epoxyen langsomt flyder ned i revnen, som derfor jævnligt må efterfyldes indtil overfladen nogenlunde flugter med skålens overflade. Som nævnt under punkt III trænger den varme epoxy også ud i det omliggende træ. Denne misfarvning det giver anledning til, fjernes uden problemer ved slibningen med båndpudseren når epoxyen er hærdet.

Revnerne set fra indersiden af skålen.

Efter skålen er udhulet ses det, at fyldning af de dybe revner ikke er nået hele vejen til indersiden. For at undgå misfarvning af det omliggende træ bliver indersiden behandlet en enkelt gang med fortyndet Danish oil efter færdigslibning af overfladen - inden revnerne bliver fyldt med epoxy.-->

Reparationer V - Flere eksperimenter

Som nævnt under det foregående punkt, er alle de taksemner jeg for tiden (februar 2019) arbejder med desværre skæmmet af en del revner, som har voldt mig en del hovedbrud. I nogle tilfælde har revnerne været både lange og dybe - i nogle tilfælde i en grad, som har gjorde det usikkert, om skålen ville falde fra hinanden under drejningen.

Dette menupunkt beskriver flere forsøg på, at redde skålene og er, for den sidste dels vedkommende, en videreudvikling af metoden beskrevet under revner IV ovenfor.

Fine - ikke gennemgående - revner

Inden reparationen blev skålens inderside først behandlet med Danish oil. Efter hærdning blev revnerne først fyldt op med fint slibestøv som dernæst blev dækket med Danish oil. Med en finger blev olie-/støvgrøden arbejdet ned i revnen. Området blev ikke tørret af for ikke at fjerne grøden igen.

Efter et døgns hærdning blev, bliver indersiden af skålen slebet én gang til fra korn 240 til 400 for at fjerne overskydende hærdet "grød". Revnen vil naturligvis stadig være synlig, men revnens overflade vil blive lige så glat som det sunde træs efter de følgende 3-4 overfladebehandlinger.

Fyldning af ikke-gennemgående revner med Danish oil + taksslibestøv. Øverst et foto af et af emnerne med meget dybe revner. Nederst nogle fine - ikke gennemgående revner - som er fyldt med slibestøv mættet med Danish oil.

Større - gennemgående - revner

I det tilfælde, som er beskrevet herunder, var revnen så lang, at der var risiko for at skålen ville falde fra hinanden i to stykker. Revnen var 1-1,5 mm bred og gik hele vejen igennem skålens side/bund.

Jeg har tidligere forsøgt, at fylde en sådan revne alene fra ydersiden ved at varme Epoxylimen for at nedsætte viskositeten. Det virker til en vis grad; men fyldningen bliver sjældent komplet. Fyldning fra indersiden ved hjælp af centrifugalkraft (2-300 rpm) fungerer derimod stort set perfekt, når skålens sider er lodrette og revnen på ydersiden er dækket med malertape for at forhindre epoxyen i at centrifugeres ud på den anden side.

Ingredienserne: Strong Epoxy, en 3ml sprøjte samt acetone til at fjerne overskydende uhærdet epoxy.

Vakuumpladen med et centralt hul koblet til støvsugeren. Til højre: skålen placeret på vakuumpladen. Den sorte belægning på pladen er en 5 mm tyk skumgummi, som sikrer, at skålen slutter tæt mod pladen.

Skålen herunder havde en gennemgående revne i bunden, hvilket gjorde centrifugering umulig.

Jeg overvejede derfor andre muligheder, herunder den vakuumplade jeg tidligere havde anvendt til at holde skålene fast under slibning af bundens yderside.

Med andre ord: Kunne man måske anvende vakuum i stedet for centrifugering til at tvinge epoxyen hele vejen gennem revnen for at opnå en fuldstændig fyldning?

Det kunne man faktisk godt viste det sig.

Epoxyen blev kun forvarmet så meget, at blandingen kunne fyldes i en 3ml sprøjte, som derefter blev anvendt til at holde ydersiden af revnen fyldt under støvsugerens vakuum.

Efter fyldningen blev revnen glattet med en finger (i en handske) så revner og sprækker, som ikke var fyldt helt op, også blev glatte.

Billederne viser: Øverst revnen set udefra med epoxy fordelt over revnen. Til højre: Indersiden efter vakuummet fra støvsugeren havde virket nogle minutter. Nederst: Revnen dækket af malertape.

Dernæst blev den overskydende, uhærdede epoxy tørret af med en klud fugtet med acetone (som opløser uhærdet epoxy, men ikke hærdet Danish oil).

Endelig blev både yder- og inderside af revnen dækket med malertape for at forhindre, at epoxyen flød ud af revnen inden hærdningen var færdig (24 timer)

Det viste sig, at støvsugerens vakuum var alt for kraftigt til formålet. Derfor blev motorens hastighed - og dermed suget - nedsat med en regulerbar thyristorstyring.

Er det i det hele taget umagen værd?

Ja, det er hvad man kalder et godt spørgsmål. For det første er Taks efter min mening en usædvanlig smuk træsort. Tillige er Taks svær at få fat på i større dimensioner. For det tredje er jeg forholdsvis stædig og hader, når tingene ikke lykkes til min egen tilfredshed.

Derfor er jeg blevet ved med at lave forsøg, der kan forvandle takstræ med diverse defekter til smukke og usædvanlige skåle, hvor alle revnerne - i stedet for at værre fejl - kommer til at udgøre en del af takstræets lange historie.

Om andre er enige i min mening om skåle af "defekt" taks, er jeg sådan set ret ligeglad med. Fremstilling af disse skåle er umådelig tilfredsstillende - især når reparationerne lykkes og bærer i høj grad lønnen i sig selv.

Omvendt er skuffelsen stor, når - som på billedet nedenfor - reparation er umulig: Revnen er dyb, det omkringliggende træ er mørt og emnet i sin helhed bedst egnet som pejsebrænde.

Jeg har faktisk solgt en hel del taksskåle med reparerede revner - som ikke er blandt de billigste - så jeg er ikke helt alene om min glæde over det smukke ved med de dramatiske åretegninger - på trods af revnerne.

Denne revne viste sig at være alt for omfattende til at reparere. Revnen er meget dyb og omfatter den ene tredjedel af emnet. Veddet omkring revnen er mørt og der vil være en stor risiko for, at hele den ene tredjedel af emnet flyver af ved videre bearbejdning.

Skjulte søm i Taks

Når man, som jeg, arbejder en del i gammelt træ, som på forskellig vis er mærket af tidens tand, sker det ind imellem, at man støder på søm, som for år tilbage blev banket ind i træet. Den fortsatte vækst af træet begraver efterhånden sømmet således, at det ikke kan erkendes udenpå stammen. Men når man begynder at save med kædesav eller dreje i træet med drejestål, bliver man hurtigt klar over, at der er noget galt....

Jeg har andre stedet på hjemmesiden anklaget Taks for at være en vanskelig træsort at arbejde med. Når det gælder skjulte søm, er Taks dog en smule hjælpsom, når det gælder om at opdage skjulte søm i tide.

Som det ses på de to grupper af billeder herunder, medfører et jernsøm en sortviolet farvning af kerneveddet i Taks, som i god tid advarer om, at der er et søm i nærheden. Som det ses på det øverste billede, kan en stærk magnet (to kubiske magneter af neodymium) bruges til at bekræfte tilstedeværelse af jernsømmet.

-->

På det øverste billede er sømmet helt skjult i kerneveddet. Kun den kraftige sortviolette farvning samt det faktum, at de to stablede neodumiummagneter til højre sidder ret godt fast oven på det lyse splintved.

De to nederste billeder viser, hvordan sømmet blev fjernet ved bortstemning af veddet indtil man kunne få tag i sømmet med en knibtang og trække det ud.

Og så skulle man jo tro, at den hellige grav var velforvaret. Men nej, det var endnu et søm, som jeg ikke opdagede, før jeg begyndte at høre mistænkelige dunkelyde under drejning af splintveddet på skålens yderside.

Der var her ingen sortviolet-farvning af veddet, men ved nærmere eftersyn, viste det sig, at der var en lille sort prik, som tydeligvis var magnetisk.

Igen blev sømmet fjernet efter bortstemning af splintved indtil jeg kunne få fat i sømmet med knibtangen og trække det ud.

-->

Øverst: Søm nummer to i taksskålen. Nederst: Den færdigdrejede skål med to tydelige sortviolette områder i kerneveddet. Det andet søm ses som en sort plet i splintveddet. Den tilhørende sortviolette farve ses i kerneveddet ved skålens rand.

Reparationer VI - Stædighed betaler sig (forhåbentlig?)

Mine tidligere erfaringer med reparationer af revner blev sat på en alvorlig prøve med en 30 cm skål fremstillet af Valnød. Emnet bestod af en forgrenet stamme med en hovedstamme og to lige tykke sidestammer, med lidt mindre diameter.

Fire billeder der viser de første stadier af arbejdet med den store skål af Valnød.

Stykket var allerede skåret til, da jeg hentede det i Vordingborg for et års tid siden. Emnet havde siden ligget i fri luft op ad nordvæggen på vores hus.

Det var adskillige tørrerevner i alle tre stammeender, men trods det besluttede jeg alligevel at gøre et forsøg på at forvandle stykket til en skål med naturlig rand (bortset fra den ene vinge, som var delvis skåret af under fældningen).

Træet var efter opbevaringen udendørs i et års tid nogenlunde tørt (men ikke så tørt som jeg troede) og blev drejet færdig i én omgang. Det viste sig at være en dårlig ide.

Selvom skålens sider kun var 7-8 mm tykke da den var drejet færdig, var der stadig spændinger i træet i en grad, som gjorde, at træets mange revner fortsatte med at "vokse" under den efterfølgende opbevaring i værkstedet og senere i dagligstuen.

Den færdigdrejede, ubehandlede skål - samt forskellige eksempler på revner i de tre stammer efter total spartling med sortfarvet Araldit med efterfølgende slibning med M480 slibenet korn 240.

Da skålen - optimistisk - var drejet helt færdig og tenon i bunden dermed fjernet, var det nødvendigt at anvende en alternativ opspænding, for at rette bunden - som efter flere måneders tørring - ikke længere var plan.

Hele arbejdet med skålen strakte sig over flere måneder med opretning og limning af revner, der havde udvidet sig.

Ved den sidste omgang reparation blev stort set hele overfladen af skålen spartlet ud med sortfarvet (med oxyd sort) Araldit på begge sider.

Spartlingen blev gentaget indtil samtlige revner - inklusiv de allerfineste - var fyldt fra begge sider af skålen.

Skålen var derfor stort set kulsort både udvendig og indvendig og jeg forudså en meget langvarig slibeproces med sandpapir og håndkraft.

Heldigvis blev jeg opmærksom på M480 slibenettene fra Bosch, hvilket reducerede slibearbejdet ganske betragteligt.

Det tog faktisk mindre end en dag, at slibe hele skålen både ud- og indvendigt med korn 240, så alle revner fremstod skarpt definerede i sort Araldit på en ensartet baggrund, som vist på billederne til venstre.

Færdigslibning med korn 320 og 400 i hånden var overraskende overkommelig (også med M480 slibenettene) og resulterede i en glat og ridsefri overflade. Efter overfladebehandling med Danish oil og mikrokrystallinsk voks, var skålen omsider helt færdig.

Fire billeder af den færdige skål af Valnød. Som billederne viser endte historien til sidst lykkeligt. Skålen er - efter min egen mening - meget smuk; revnerne er alle fyldte med sort Araldit så overfladen, efter flere behandlinger med Danish oil og en slutbehandling med mikrokrystallinsk voks, er glat som en barnenumse.

Arbejdet med denne skål har været så omfattende, at en pris på skålen, der blot svarer til en timeløn på en flad tier, vil gøre den så kostbar, at der formentlig ingen købere eksisterer, som er villige til at betale prisen.

Det gør nu heller ikke så meget. Med det arbejde, jeg har lagt i skålen, vil den være meget svær at sige farvel til. Og penge er jo - når alt kommer til alt - ikke alt...

Historien er imidlertid ikke helt afsluttet: I dette forår (2020) blev jeg ringet op af et ægtepar fra Nordsjælland, som havde set skålen på hjemmesiden og som meget gerne ville kikke forbi (fra Nordsjælland!!) og se den i virkeligheden. De manglede en smuk skål i en mørk træsort til at pynte på deres lyse sofabord. Prismærket i bunden af skålen lød på kr. 3.500 i sikker forvisning om, at skålen aldrig ville forlade min "udstillingshylde.

Det tog dem kun nogle få minutter at beslutte sig for at købe skålen, som de - ligesom jeg selv - fandt meget smuk og særpræget. Og prisen blev ikke diskuteret - overhovedet. Det var aldrig sket i Nordjylland, hvor jeg selv kommer fra - og for den sags skyld heller ikke på Lolland, hvor jeg har mit værksted. Så de drog glade og tilfredse tilbage til Nordsjælland med MIN skål.

Og hvad kan man så lære af denne historie? - Never give up!!

It is Always Darkest Before the Dawn (Thomas Fuller, 1650).

besøg siden 2014 =